Afklaring med døden giver ro
38-årige Morten Wied skal fryses ned når han dør, i et forsøg på at leve igen. Det er en hyldest til livet, men samtidigt en ekstrem løsning på den uvished som døden kan bringe.
Med hovedet nedad, i flydende nitrogen. I en tank som fryser -196C. Med alt blodet suget ud af kroppen.
Det er realiteten dør. I tanken skal han forblive indtil videnskaben, måske, finder en måde at genoplive ham på. Det handler ikke om fascination af fremtiden, men om glæden ved livet selv.
Det eneste som er sikkert i denne verden, er at vi skal herfra, lyder den populære talemåde. Men for Morten Wied, er det ikke så sikkert endda. Han er så vidt vides den ene af tre danskere, som er skrevet op til denne usædvanlige efterdødsproces. Selvom det for de fleste mennesker kan virke som en vanvittig løsning, så handler det for Morten om ikke at stille sig tilfreds med de fortællinger om døden, som hersker i vores samfund.
”Nogle folk lever et bekymringsfrit liv, hvor der ligger en belønning bagefter livet. Det har jeg fuld forståelse for, jeg foragter det på ingen måde. Jeg er bare eksistentialistisk minded, og det er ufrivilligt”
Set i et historisk perspektiv er det ikke fejlagtigt at antage, at vi som nation er blevet mindre troende, end vi var engang. Ifølge Morten Wied er det et eksistentielt problem, fordi vi som nation ikke har erstattet den kirkelige tro med noget andet. Nedfrysning til efterlivet, eller kryo-præservering, er blot Morten Wieds videnskabelige erstatning på det eksistentielle hul som religionen har efterladt.
”Det er nemmere for mig, at finde svar på hvorfor jeg skal gøre det, end hvorfor jeg ikke skulle gøre det.”
Hans valg, og hans lyst til at fortælle om sine valg, handler ikke om at overbevise andre. Respekten for de som tror på noget andet, er stor hos Morten Wied. For det er deres valg.
Tankerne om døden startede tidligt
Beslutningen om nedfrysningen var for Morten ikke svær tage, men det var en lang proces som førte hen imod den beslutning. Undren over døden startede allerede som dreng.
”Da min farfar døde, sagde min farmor, at vi jo alle sammen skal dø endda, og så tilføjede hun, at det skal du i øvrigt også.”
Det satte sig fast i hovedet, og op igennem teenageårene blev livets grundvilkår klarere og klarere. At vi står på en kø imod intetheden. Som barn står du bagerst, dine forældre foran dig, og dine bedsteforældre allerforrest.
Selvom den fremstilling kan synes dyster, er livet jo alt det ind imellem, og det nyder Morten Wied i stor grad. Faktisk så meget, at han netop har valgt at give sig selv muligheden for at trodse de grundvilkår som livet er bygget på; at døden er et punktum.
Frygten for døden er den værste
Morten Wied må anses som en af de alleryderste fløje, når det gælder videnskabelige efterlivsmetoder, efter at han valgte at skrive sig op til kryo-præservering. Beslutningen har skabt en slags ro, som står i kontrast til den søgen, som Morten før oplevede.
At roen erstatter frygten for døden, eller frygten for uvisheden omkring døden, er faktisk noget, som Morten har til fælles med de fleste af de mennesker, som hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital Helle Rørbæk Hørby til dagligt taler med.
”Jeg oplever ofte folk, som synes, det er rigtigt rart at få snakket om døden. Oftest er det jo frygten, der er den værste.”
Umiddelbart kan det virke mærkeligt, at have en præst til at gå rundt blandt læger, som sværger til den videnskab, som nogle mener kristendommen står i modsætning til. Men ifølge Helle Hørby så er de to ikke modsætning, og kan sagtens kombineres. Troen på videnskaben må bare ikke udvikle sig til kontrol.
”Vi har mange flere forudsigelser og scenarier for sygdomsforløbet i dag. Jeg tror, vi er bange for at gå glip af nogle muligheder, for der ryger så meget af det gode liv med, i al den kontrol. For mig handler det om netop at leve med uvisheden og afmagten.”
Respekten for mangfoldigheden er stor hos både Morten Wied og Helle Rørby. Om roen indfinder sig, når man tager kontrollen over døden, eller når man slipper den helt, skal i denne artikel være usagt.